Kannibalisme
Kannibalisme hos råvildtet
Mange forskellige observationer kan føre til forskellige konklusioner. Nogle viser sig at være rigtige, mens andre senere må ændres, når man får større viden om dyrenes adfærd.
For mange år siden havde man eksempelvis en opfattelse af, at nogle råer var kannibaler og derfor kunne finde på at æde deres egne lam umiddelbart efter fødslen.
Baggrunden for denne opfattelse var blandt andet, at man flere gange havde observeret en rå stå ved sit nyfødte lam i over en time, hvor hun blev ved med at slikke på det.
Når råen efterfølgende forlod lammet, gik man frem for at undersøge det og her kunne man konstatere, at kun hovedet, forløbene og omkring halvdelen af kroppen var tilbage.
Resten af lammet var tilsyneladende blevet »ædt« af råen.
Forklaringen på den tilsyneladende kannibalisme
Sidenhen har man fundet en forklaring på denne mærkelige adfærd.
Hos enkelte råer, og især hos førstegangsfødende, kan der opstå problemer med at registrere, hvornår navlestrengen er bidt over.
Råen fortsætter derfor med at slikke, sutte og bide i lammet, selvom navlestrengen for længst er overbidt.
I nogle tilfælde fortsætter denne adfærd så længe, at råen ender med at have »ædt« en stor del af sit eget lam.
Der er altså ikke tale om, at råen bevidst betragter sit lam som føde, men derimod om en unormal fortsættelse af den adfærd, der normalt finder sted umiddelbart efter fødslen.
En observation, der forklarer adfærden
Denne adfærd er blandt andet observeret hos en rå, som formentlig var førstegangsfødende.
Efter at have sat sit første lam fortsatte hun med at slikke og bide i det, indtil en stor del af lammet var blevet »ædt«.
Men da hun kort efter satte sit andet lam, var hendes adfærd pludselig helt normal.
Hun behandlede det nyfødte lam lige efter bogen, slikkede det rent og lod det efterfølgende komme til patterne og die.
Denne observation er interessant, fordi den viser, at den unormale adfærd ikke nødvendigvis fortsætter ved de efterfølgende fødsler – heller ikke hos den samme rå.
Hvor ofte forekommer det?
Kannibalisme af denne karakter ses forholdsvis ofte hos førstegangsfødende dyr i dyreparker og zoologiske haver, mens man kun sjældent observerer det hos fritlevende råvildt.
En af forklaringerne på denne forskel kan ganske enkelt være, at dyrene i fangenskab bliver observeret langt mere intensivt end dyrene ude i naturen.
Det er derfor ikke nødvendigvis udtryk for, at adfærden forekommer hyppigere i fangenskab, men måske snarere, at vi her har langt bedre muligheder for at opdage og registrere den.
Det er endnu et eksempel på, at en observation ikke altid fortæller hele historien, og at det, vi umiddelbart tror, vi ser, ikke nødvendigvis er det, der faktisk foregår.