Genetik
Genetik og opsatsens udvikling – hvad ved vi egentlig?
De år, hvor en buk opsætter en stor og imponerende opsats, bliver den ofte skånet under jagten, fordi man mener, at den besidder gode genetiske anlæg.
Men når den samme buk året efter opsætter en dårligere opsats, bliver den pludselig vurderet som en avlsfordærver og afskudt.
Det er egentlig tankevækkende.
Vi ved i dag, at en buk kan sætte meget forskelligt op fra det ene år til det andet.
Det gælder både opsatsens højde, tykkelse og farve, stængernes stilling samt sprossernes længde og vinkler.
Derfor kan man med rette stille spørgsmålet:
I hvilket af årene var bukkens opsats så repræsentativ for dens genetiske anlæg?
De genetiske anlæg kommer fra begge forældre
Der er ingen tvivl om, at de gode genetiske anlæg skal være til stede, før en buk kan udvikle en opsats i medaljeklassen.
Men vi skal huske på, at alle medaljebukke er født af hundyr, hvis genetiske anlæg vi som regel intet aner om.
Både han- og hundyrets genetiske anlæg spiller en væsentlig rolle for, hvordan lammet senere udvikler sig, og dermed også for bukkens muligheder for at udvikle en stor opsats.
Alligevel er det næsten altid bukkens opsats, vi bruger som grundlag for vores vurdering af dens genetiske egenskaber.
Hvornår kan vi vurdere en buks genetiske anlæg?
Hvornår ved vi egentlig, om en buk har de gode genetiske anlæg, der skal til for at udvikle en opsats i medaljeklassen?
Det første år kan vi ikke med sikkerhed se, om bukken senere vil udvikle sig til en medaljebuk.
Derfor bør årsbukke som udgangspunkt ikke afskydes.
En buks gode eller dårlige genetiske anlæg kan nemlig ikke altid fastslås ud fra dens første opsats.
Men hvornår kan de så?
Hvis man ønsker at finde ud af, om en buk har anlæg for at udvikle en stor opsats, må man først og fremmest give den mulighed for at vise dens anlæg, hvilket man ikke opnår ved at afskyde den som årsbuk.
Efter min opfattelse skal en buk have sat dårligt op gennem flere år, før vi med sikkerhed kan fastslå, at den ikke besidder de ønskede genetiske anlæg for at udvikle en stor opsats. Årsagen er de skiftende gode- og dårlige gevirår (opsatsår).
Hvad fortæller den svenske forskning?
På den anden side har nyere svensk forskning fundet gener, som har betydning for udviklingen af store opsatser.
Det viser sig blandt andet ved, at bukke med en særlig genkombination allerede som etårige udvikler større opsatser end deres jævnaldrende artsfæller.
Tilsvarende ser det også ud til at være genetisk bestemt, hvilke råer der er mest frugtbare.
Men så bliver spørgsmålet jo endnu mere interessant.
For hvordan hænger disse forskningsresultater sammen med den ofte fremførte anbefaling om, at man ved vurderingen af årsbukke først og fremmest skal se på kropsstørrelsen og ikke på opsatsen?
Her må vi nok erkende, at vi stadig ved alt for lidt om de genetiske anlæg hos råvildtet.
Råvildt kan ikke sammenlignes direkte med husdyr
Når vi diskuterer genetisk selektion hos råvildtet, sammenligner vi ofte med erfaringer fra husdyravlen.
Her har man gennem flere generationer kunnet ændre eksempelvis hornstørrelsen hos geder og andre husdyr ved målrettet avl.
Men der er en væsentlig forskel.
Husdyrene holdes i fangenskab, hvor man har kontrol over, hvilke dyr der parrer sig.
Man kan følge afkommet og dermed vurdere, hvilke egenskaber forældredyrene har ført videre.
Det samme kan vi ikke gøre med fritlevende råvildt.
Vi ved som regel ikke, hvilken buk der har beslået den enkelte rå, og vi har heller ikke mulighed for at foretage en egentlig afkomsbedømmelse på samme måde som i husdyravlen.
Derfor skal vi være varsomme med at overføre erfaringerne fra husdyravlen direkte til råvildtforvaltningen.
Hvordan bør vi så forvalte råvildtet?
Efter min opfattelse må vi gå den sikre vej.
Først og fremmest skal vi sørge for at have en sund råvildtbestand ved at afskyde syge og dårlige dyr.
Når dette er gjort, kan vi så vidt muligt forsøge at foretage en selektiv afskydning blandt handyrene og samtidig håbe på, at hundyrene også bidrager med gode genetiske anlæg til de kommende generationer.
Har man en stærk medaljebuk gående på reviret, er det naturligvis oplagt at forsøge at få dens gener ført videre i bestanden.
Men vi ved jo ikke, om netop denne medaljebuks imponerende opsats skyldes genetiske anlæg fra dens forældre, bedsteforældre eller oldeforældre – eller måske en kombination af genetik og andre forhold.
Og netop derfor er det så vanskeligt at afgøre, hvilke bukke der genetisk set er de bedste avlsdyr.
Hvilken opsats viser bukkens genetiske anlæg?
Jeg vil afslutte dette kapitel om genetik med endnu en gang at stille det spørgsmål, som efter min opfattelse bør give enhver råvildtforvalter noget at tænke over:
Når vi ved, at en buk kan sætte forskelligt op fra det ene år til det andet – både i højde, tykkelse, farve, stængernes stilling, sprossernes udformning og vinkler – i hvilket af årene er opsatsen så repræsentativ for bukkens genetiske anlæg?
Svaret er ligetil, da råvildtets gener ikke ændres med tiden, hvorfor der må være andre faktorer som også spiller ind og påvirker en buks opsatsdannelse.