Synet
Man mener, at råvildtets syn er monokromt, hvilket vil sige, at råvildtet er det, vi mennesker opfatter som helt eller delvist farveblindt
Råvildtet opfatter derfor landskabet som en kontrastfuld gråtoneskala, omtrent som når vi mennesker betragter et sort-hvidt fotografi.
Råvildtets øjne er placeret på siderne af hovedet, hvilket giver dyret et meget stort synsfelt. Det kan således ikke alene se fremad, men også langt ud til begge sider.
For et byttedyr som råvildtet er dette naturligvis en stor fordel, da det giver mulighed for at opdage eventuelle farer fra flere retninger.
Til gengæld har denne placering af øjnene også sine begrænsninger. Råvildtet har sværere ved at se detaljer på længere afstande, ligesom det kan have vanskeligt ved at fokusere på bestemte genstande.
Langsomme bevægelser er afgørende
Enhver bukkejæger ved, at langsomme bevægelser er et must under jagten på råvildtet.
Jeg har flere gange oplevet at stå i skoven, lænet op ad et træ, blot 30-40 meter fra et stykke råvildt, mens jeg havde vinden rigtigt.
Selvom dyret tydeligt havde registreret, at der var noget usædvanligt ved træet, og derfor stod og sikrede mod både træet og mig, kunne jeg alligevel blive stående og betragte det.
Ved at bevæge mig meget langsomt kunne jeg tage kikkerten op til øjnene og efterfølgende sænke den igen, uden at råvildtet sprang væk.
Men hvis jeg derefter gentog bevægelsen og denne gang løftede kikkerten hurtigt op til øjnene, var reaktionen en helt anden - så sprang dyret!
Det viser tydeligt, hvor stor betydning bevægelsernes hastighed har for råvildtets opfattelse af en mulig fare.
Denne fremgangsmåde kan man især opleve virker på yngre dyr, som endnu ikke har den samme livserfaring som de ældre.
En gammel, erfaren pladsbuk vil derimod sjældent blive stående, hvis den ikke er helt overbevist om, at det er ufarligt. Ved den mindste mistanke er den forduftet.
Silhuetten afslører jægeren
Det er i høj grad vores silhuet, råvildtet registrerer.
Derfor er det vigtigt, at man som jæger sørger for at have en baggrund bag sig, så man ikke kommer til at stå som en tydelig silhuet mod den lyse himmel.
På længere afstande kan råvildtet ikke skelne mellem en jæger iført kamuflagetøj og en jæger i almindeligt grønt jagttøj - eller for den sags skyld en alm. rød jakke.
Her er det først og fremmest personens silhuet og bevægelser, dyret registrerer.
Derfor er det ofte langt vigtigere, hvordan man placerer sig i terrænet, og hvordan man bevæger sig, end hvilket mønster der er på jagttøjet.
Husk ansigt og hænder
Når man kommer tæt på råvildtet, er der dog en anden detalje, som mange jægere overser.
Det hjælper ikke meget at være iført det fineste kamuflagetøj, hvis man samtidig har et lyst ansigt og bare hænder, som tydeligt skiller sig ud fra de mørkere omgivelser.
Vores ansigt og hænder danner nemlig markante kontraster til både kamuflagetøj og almindeligt grønt jagttøj.
Det er derfor vigtigt også at tænke på at dække ansigt og hænder, når man vil tæt på råvildtet.
For selvom råvildtet måske ikke ser de samme detaljer, som vi mennesker gør, er det særdeles dygtigt til at registrere kontraster, silhuetter og ikke mindst bevægelser.
Vindretningen
Hvad råvildtet mangler af kvaliteter i forbindelse med dens syn, kompenseres ved dens fantastiske lugtesans.
Råvildt kan opfange menneskefært (og al anden fært) på store afstande, så når man pyrscher efter råvildt, er alle andre foranstaltninger ligegyldige, hvis man pyrscher i medvind.