Ofte kombinerer bukken fejninger på træer og buske med skrab i jorden, så både de synlige markeringer og duftmarkeringerne er med til at understrege budskabet over for andre bukke.
Hvis man har brugt tid på at observere råvildtet, har man sikkert også bemærket, hvordan dyrene undertiden gnider siden af hovedet, omkring øjenregionen, op og ned ad træstammer. Det kan næsten se ud, som om dyret står og kæler med træet.
Men denne adfærd har selvfølgelig også et formål. Det er endnu en måde, hvorpå råvildtet afsætter duft og markerer sin tilstedeværelse.
Ældre bukke fejer som regel kun egentligt, når de skal have basten af opsatsen. Herefter foregår størstedelen af deres territoriemarkering ved hjælp af duftmarkeringer langs revirgrænserne.
Den stærke, etablerede pladsbuk har ikke det store behov for at feje buske og småtræer i stykker for at gøre opmærksom på sin tilstedeværelse.
Hans duftmarkeringer fortæller tydeligt andre bukke, hvem der råder over området, og dette budskab kan for den sags skyld også opfattes af hundyrene.
Det er noget andet med årsbukke og yngre bukke. Specielt årsbukkene kan man se ligefrem "angribe" en busk eller en stængel, hvor den laver en form for kampleg, mens den danser ja ligefrem hopper rundt om busken - mellem angrebene.
Fajlagtigt tror mange at hvis man ser mange kraftige fejninger på buske og små træer, at her er der tale om en tår buk.
Mine observationer viser noget helt anden, ja faktisk det modsatte, da disse kraftige fejninger ofte ar afsat af årsbukke og andre yngre bukke.