Abnorme bukke

En abnorm opsats kan være genetist betinget, men ofte er årsagen at bukken mens opsatsen har været i bast, er løbet på et vildthegn eller kommet til skade på anden vis
Abnorme bukke og årsagerne til abnorme opsatser
Abnorme bukke er meget eftertragtede trofæer hos mange jægere, og jo større og mere usædvanlig opsatsen er, desto bedre.
Nogle abnormiteter er midlertidige, mens andre er varige. Der kan være flere årsager til, at en buk udvikler en abnorm opsats, og det er vigtigt at skelne mellem de forskellige former.
Midlertidige abnormiteter
De midlertidige abnormiteter opstår typisk som følge af skader på opsatsen, mens den endnu er i bast.
Jo tidligere skaden sker under opsatsens udvikling, hvor stængerne endnu ikke har nået deres fulde højde, desto større bliver abnormiteten som regel.
Skaderne kan eksempelvis opstå, hvis bukken løber mod et hegn, et træ, eller måske er blevet påkørt af en bil, mens den nye opsats er under udvikling.
Fælles for de midlertidige abnormiteter er, at bukken normalt vil udvikle en almindelig opsats det efterfølgende år, forudsat at den nye opsats ikke også bliver beskadiget, mens den er i bast.
Varige abnormiteter
De varige abnormiteter kan skyldes både ydre påvirkninger og fysiologiske forhold hos bukken.
En varig abnormitet kan blandt andet opstå som følge af tidligere skader på bukkens løb.
Nogle mener, at hvis en buk beskadiger et løb i højre eller venstre side, vil opsatsen i den modsatte side blive abnorm.
Det er til dels også rigtigt, men efter min opfattelse gælder dette kun ved skader på bagløbene, hvor nervebanerne til opsatsen løber over kors.
Nervebanerne fra forløbene går derimod direkte op i samme side. Det betyder, at hvis en buk eksempelvis beskadiger sit højre forløb, vil det være den højre stang, der kan udvikle sig abnormt.
Der er således forskel på, hvordan skader på henholdsvis forløb og bagløb kan påvirke opsatsens udvikling.
Skal abnorme bukke afskydes?
Som udgangspunkt er jeg tilhænger af at afskyde de abnorme bukke, man ser på reviret.
For det første er en abnorm bukkeopsats ofte et imponerende og helt særligt trofæ.
Der findes næppe to fuldstændig ens abnorme opsatser, i modsætning til de mange almindelige seksendere, som ofte ligner hinanden.
Der kan dog være undtagelser.
Hvis det er en buk, man har kendt gennem flere år, og man formoder, at den har gode genetiske anlæg for at udvikle en stor opsats, vil jeg være tilbøjelig til at lade den leve endnu et år.
På den måde får man mulighed for at se, hvordan bukken sætter op året efter, da der kan være tale om en midlertidig abnormitet.
Kender man derimod ikke bukken, mener jeg som udgangspunkt, at den bør afskydes.
Abnormiteten kan nemlig skyldes parasitangreb eller andre forhold, som man ikke ønsker i en sund råvildtbestand.
Man skal igen huske på, at det vigtigste i enhver råvildtforvaltning er at sikre en bestand, der består af sunde dyr.

Når efterspørgslen på abnorme bukke fører til dyrplageri
Efterspørgslen på abnorme bukke kan desværre blive så stor, at nogle mennesker fristes til ligefrem at »fremstille« dem.
Jeg har kendskab til enkelte råvildtforvaltere, som indfangede bukke og satte stramtsiddende elastikker omkring deres testikler.
Det medførte, at bukkene efterfølgende udviklede meget store og abnorme opsatser.
Man skulle tro, at den slags kun kunne finde sted i gamle dage, men desværre er det ikke mange år siden, jeg blev bekendt med denne fremgangsmåde.
Efter min mening er der tale om frastødende og usmageligt dyrplageri, som på ingen måde kan forsvares.
Årsagen til dette dyrplageri var den store efterspørgsel på abnorme bukke, som enkelte jægere var villige til at betale mange penge for at nedlægge.
Man har også tidligere indfanget bukke i bast, og ved et hurtigt indgreb har man med en kniv, skåret i dens opsats som var ved at blive sat op (i bast).
Herefter slap man bukkene løs igen, og endnu en buk med en abnorm opsats kunne leveres.
Sådanne metoder hører naturligvis ikke hjemme i moderne råvildtforvaltning, hvor hensynet til dyrenes sundhed og velfærd bør være en selvfølge.
Heldigvis har jeg heller ikke kendskab til, at den omtalte metode med elastikker omkring bukkens testikler, eller påført skade på basten, skulle være blevet anvendt i Danmark.