Skip to main content

Smaldyr

Det største problem for alle jægere har altid været at kunne kende forskel på en gammelrå og et smaldyr

Forskellen på smaldyr og gammelrå

Jeg kender ingen, der med sikkerhed kan afgøre, om der er tale om et smaldyr eller en gammelrå, hver gang de på afstand betragter et hundyr.
Da smaldyret endnu ikke har sat lam, er mange tilbøjelige til at konkludere, at et hundyr uden lam nødvendigvis må være et smaldyr. Det er imidlertid langt fra altid tilfældet.

Et smaldyr er et ungt dyr i begyndelsen af sin bedste alder. Under normale forhold vil det derfor være både veludviklet og sundt med en kraftig og velproportioneret kropsbygning.

Man skal således ikke forvente, at et smaldyr nødvendigvis fremstår som et lille og spinkelt dyr. Tværtimod kan et veludviklet smaldyr være vanskeligt at skelne fra en gammelrå alene ud fra kroppens størrelse og proportioner.

Der kan dog være forskelle i hovedets udformning. Smaldyrets hoved vil ofte være lidt kortere end gammelråens, ligesom øjnene endnu ikke har fået det smallere udtryk og den placering længere ude på siden af hovedet, som man kan se hos ældre råer.
Disse kendetegn kan være en hjælp ved bedømmelsen, men de giver ikke i sig selv nogen sikker bestemmelse.

Et hundyr uden lam er ikke nødvendigvis et smaldyr, og selv en erfaren råvildtjæger kan have vanskeligt ved at skelne mellem et smaldyr og en gammelrå på afstand.
Et sundt smaldyr er fremtidens dyr.

Find mere viden om Råvildtets biologi