Skip to main content

Trofæbehandling

Et trofæ fra en buk skal ikke opfattes som endnu en ”skalp”. Der skulle gerne ved hvert trofæ, som jægeren har hængende på sin væg, være et minde om en enestående jagtoplevelse, som man altid med glæde kan tænke tilbage på.
Man bør derfor også være omhyggelig med trofæbehandlingen, uanset om det er et stort eller et lille trofæ.

Hvem kan ikke huske den første buk, man skød?

Den kan vi alle huske som en fantastisk oplevelse, selvom trofæet i de fleste jægerhjem er et lille trofæ.
Men pyt, for den glædesrus, man følte denne dag – og i dagene efter – kan ikke beskrives med ord.

Hver buk på væggen har sin helt egen historie, og selvom vi alle først kigger på de største trofæer, er det ikke ensbetydende med, at disse trofæer er dem, der rummer de bedste minder eller den bedste jagtoplevelse.

Skal kraniet saves af?

Hvis man nedlægger en buk med en stor opsats i medaljeklassen, og bukken samtidig har lidt alder med sig, kan man faktisk opnå lidt flere point ved en opmåling, såfremt overkæben ikke er savet af.
Dette skyldes, at der kun fratrækkes 90 gram, hvis bukken opmåles med helt kranie.
Men det kan kun betale sig, hvis der er tale om en ældre buk med et stort kranie.

Fjern skind og underkæbe

Først skæres alt skindet af hovedet.
Nogle starter fra snuden og arbejder sig bagud mod opsatsen, men det er en smagssag.
Det vigtigste er, at alt skindet fjernes.
Underkæben brækkes bagover, mens kød og sener skæres over.
Nogle vælger at sætte en del af underkæben bag på bukkepladen, så man altid kan se tandsliddet på tænderne.

Savning af kraniet

Bukken saves som vist på billedet – og hellere save for lidt end for meget af.
Sav på en sådan måde, at man bevarer så meget af nakkeskallen som muligt, da der ligger en del vægt i denne.
Fjern hjernen og andet væv, som man kan komme til.
Læg herefter kraniet i vand i et døgns tid, så blodet kan trække ud inden afkogningen.

Afkogning af opsatsen

Opsatsen lægges i en gryde og koges i mellem 20 minutter og halvanden time, afhængigt af bukkens alder og lignende.
En dansk årsbuk skal måske maksimalt have 20 minutter, mens en ni år gammel svensk guldmedaljebuk måske skal have tæt på halvanden time.

Tjek indimellem om opsatsen har kogt tilstrækkeligt, ved at tage den op og dyppe den i en spand koldt vand.
Kødet skal nu løsne sig fra kraniet og være let at fjerne. Hvis dette ikke er tilfældet, lægges kraniet tilbage i det kogende vand, hvor det får lidt mere varme.

Idag bruger flere en højtryksrenser til at spule kødet af kraniet. 
Dette skal man have øvet nogle gange, da en kombination ef et godt gennemkogt kranie, og en højtryksrenser, med for meget tryk på, kan ødelægge kraniet (specielt næsebenet).

Blegning af kraniet

Når kraniet er renset for alt kød og alle sener, er det klar til at blive bleget.
Her findes der flere forskellige metoder.
Man kan tage en lille plastbakke, som kraniet kun lige kan være i, og hælde lidt brintoverilte i bunden, og herefter sikre at brintoverilten pensles på pandeskal og kranie.

Man kan pakke kraniet ind i vat og lade brintoverilten trække op i vattet, eller man kan med en lille pensel eller vatpind påføre brintoverilten på kraniet over en periode.
Der må under ingen omstændigheder komme brintoverilte på selve opsatsen.

Tidligere kunne man købe 35 % brintoverilte, men det er ikke længere lovligt for private at købe denne koncentration, da stoffet kan misbruges til fremstilling af sprængstoffer.
Den brintoverilte, man i dag kan købe som privatperson, er mindre koncentreret, men kan stadig bruges til at blege kranierne.
Husk at følge produktets sikkerhedsanvisninger og bruge egnede beskyttelseshandsker og øjenbeskyttelse.

Efter at kraniet er bleget, bliver det meget hvidt, hvis man lader det tørre i solen.

Den sidste finish

Den sidste finish foretages ved at slibe kraniet, så det ligger plant på opsatspladen.
Samtidig skal man slibe så meget af, at øjenhulerne næsten brydes – men også kun næsten.
Med en kniv ”brydes” øjenhulen ved to snit med tre-fire millimeters mellemrum.

Opsatsen sættes herefter på en plade og er klar til at blive hængt op på trofævæggen.