Buejagt
Der er her i 2026 godt 2.000 buejægere registreret i Danmark

Buejagt er en jagtform, som bliver mere og mere udbredt i Danmark. Det er dog kun en meget lille del af det samlede antal råvildt, der årligt nedlægges herhjemme, som bliver nedlagt med bue og pil.
I USA og flere andre lande er buejagt langt mere udbredt.
Jeg er ikke selv buejæger, men har kendskab til flere buejægere og ved derfor, hvor mange træningstimer de årligt bruger med deres buer, før de går på jagt.
Og tro mig, det er ikke nemt at ramme et dyr med en pil, selvom man kun står 20 meter fra dyret.
De blade, som sidder på spidsen af en jagtpil, er skarpe som det skarpeste barberblad og laver en stor sårkanal gennem dyret, så det hurtigt forbløder.
Modsat skud med riffel er der ingen tilsvarende chokvirkning.
Jeg har ved selvsyn adskillige gange set, hvor effektivt en perfekt placeret pil på bladet er, men har også set, når det ikke går efter bogen.
På samme måde som ved jagt med riffel eller hagl kan der selvfølgelig ske anskydninger.
Hvad er rigtig jagt?
Vi har alle vores foretrukne jagtformer på råvildtet.
Nogle er til riffeljagt, mens andre foretrækker buejagt. Der er ikke én jagtform, som er mere ”rigtig” end den anden.
Jeg kan faktisk godt lide tanken, når jeg hører buejægere fortælle, at de hellere vil pürsche sig tæt ind på et stykke råvildt og skyde det med bue, da jeg sagtens kan se udfordringen i denne jagtform.
Men når nogle få buejægere i samme sætning tilføjer:
”Ja, for buejagt er nemlig rigtig jagt, i stedet for at sidde i et tårn med en riffel og skyde råvildtet på 100 meters afstand!”
Ja, så hopper kæden altså af for mig.
Jeg vil gerne understrege, at jeg intet har imod buejagt eller for den sags skyld jægere, som jager med bue og pil.
Jeg er også fortaler for, at det altid er den enkelte jæger, som suverænt bestemmer, hvilken jagtform der er den rigtige og mest givende og udfordrende for ham eller hende.
Jeg har stor respekt for de buejægere, som tør nedlægge farlige dyr som løver, bjørne m.m. med bue og pil.
Men jeg har bestemt ingen respekt for de jægere, som forsøger at gøre sig selv til bedre jægere, blot fordi de har udskiftet jagtriflen med bue og pil.
Det er den samme ubehagelige følelse, jeg får, som når tidligere storrygere er blevet frelste, efter at de er holdt op med at ryge, eller når slanke mennesker udtaler sig generelt om, at tykke mennesker bare skal æde lidt mindre.
Pürschjagt eller anstandsjagt?
Hvis virkeligheden nu var sådan, at buejægeren jagtede på bare tæer, i bar overkrop og med en langbue, og virkelig pürschede sig fra 250 meter helt ind på 20 meters afstand af en seksårig pladsbuk, hvorefter han sendte en dræbende pil gennem dyret.
Hvis det var den måde, flertallet af buejægere jagede en ældre pladsbuk på, ja, så ville jeg bukke mig i støvet i kæmpe respekt for disse brave buejægere.
Men det er desværre meget sjældent, at det foregår på denne måde.
Efter min opfattelse bliver langt det meste råvildt, som nedlægges med bue og pil, nedlagt på anstand.
Man sætter sig langs en veksel eller et sted, hvor man ved, at råvildtet passerer.
Her sidder man helt stille i timevis, i god vind, mens man venter på råvildtet.
Man er selvfølgelig iført kamuflagetøj, kamuflagehandsker og ansigtsmaske, ligesom man kan sprøjte sig med alverdens væsker, så man ikke længere lugter som et menneske.
Derudover har man sin compoundjagtbue i kamuflage klar, når råvildtet kommer.
Denne jagtform er der bestemt ikke noget forkert i, men lad dog være med at fordreje tingene. Respekter i stedet alle jægere, uanset hvilken jagtform de holder af.
Heldigvis er de fleste buejægere, jeg kender, langtfra den type, som jeg har beskrevet ovenfor.
Respekt for den enkelte jæger
Jeg kender et par buejægere, som jeg respekterer meget.
Specielt én for hans mod, da han tog til Afrika for at forsøge at nedlægge en løve med sin compoundjagtbue.
Han var totalt uvidende om, at løven var udsat til formålet, hvilket bestemt ikke gjorde bedriften mindre i hans øjne, da han pürschede sig tæt på og sendte to eller tre pile i løven, før den forendte.
Det vil jeg tillade mig at kalde ”rigtig” jagt, hvis noget overhovedet kan være rigtig jagt, da muligheden for, at man selv kan komme til skade, er til stede.
Men jeg er også rimelig nem at imponere, når det drejer sig om jagt på løver, da jeg er dødsens angst for disse rovdyr.
En anden buejæger, jeg kender, er et fantastisk rart menneske. Han forsøger på ingen måde at gøre sig til en bedre eller dygtigere jæger end os andre, blot fordi han skyder med bue og pil.
Han bruger buen, fordi det er den jagtform, han nu engang foretrækker, selvom han også har en riffel.
Og det er jo netop sådan, det skal være.
Forskellen på bue og riffel
Buejægeren er tvunget til at komme rimelig tæt på dyret, før den dræbende pil kan sendes af sted.
Men ønsker man denne spænding, står det jo enhver riffeljæger frit for at prøve samme jagtform og pürsche sig tæt på vildtet, inden skuddet afgives.
Den største forskel på, om et dyr bliver gennemskudt af en pil eller en riffelkugle, er, at en jagtpil primært dræber ved at skære en sårkanal, som medfører et hurtigt blodtab.
En riffelkugle medfører også blodtab, men kan derudover give en betydelig vævspåvirkning gennem sin energi og ekspansion.
Buejæger og prøve
Der er her i 2026 godt 2.000 buejægere registreret i Danmark.
Noget vi riffeljægere kunne bruge fra buejagten, det er den lovregel som siger, at man skal stille til en praktisk skydeprøve hvert 5. år.
Logistikmæssigt kunne det nok ikke lade sig gøre, med alle dem som skulle stille til riffelprøve hvert 5. år, men hvis det blev et lovkrav, er jeg af den overbevisning at det ville mindske antallet af anskydninger med riffel.