Råvildteksperter

I min verden vurderer jeg ikke, om folk er ”eksperter”, på baggrund af, hvad de siger, men i langt højere grad på, hvad de har præsteret inden for råvildtforvaltningen.
Sagt på en anden og måske lidt arrogant måde bør man ikke kalde sig ”ekspert”, før man har bevist, hvad man kan.
Det er muligt, at nogle af ”teorieksperternes” teorier er rigtige, men jeg er langt nemmere at overbevise om rigtigheden af disse teorier, når den person, som fremsætter dem eller skriver om dem, selv gennem flere år har formået at frembringe medaljebukke på sine revirer.
Man skal selvfølgelig altid være åben over for nytænkning, hvilket enhver moderne råvildtforvalter bør være.
Men fri mig for alle disse selvbestaltede ”råvildteksperter”, som altid står klar med svar på ethvert spørgsmål om råvildtet, uden at de på noget tidspunkt har leveret noget, der minder om et resultat inden for råvildtforvaltningen.
Nogle af disse selvbestaltede ”råvildteksperter” kan endda tro så meget på egne evner, at de fremkommer med konklussioner, som ingen gang har på denne jord.
Et af de værste eksempler jeg har læst, var da en person som skriver meget om råvildt skrev:
"Det er råen som bestemmer hvilken buk som skal beslå hende, og hun vil vælge en seksender fremfor en gaffelbuk til denne opgave".
Hovedrystende må jeg konstatere at denne person ikke har fulgt med i biologitimerne i skolen, og ikke kan have tilbragt mange observationstimer blandt råvildtet.
En titel som ”råvildtekspert” bør efter min mening kun tildeles jægere og råvildtforvaltere, som gennem årtier har studeret råvildtet og samtidig har leveret helt særlige resultater gennem en råvildtforvaltning.
Derfor vil jeg betegne Peter Zobel og i særdeleshed hans skytte på Tåsinge, Jørgen Rasmussen, som nogle af de få, der med rette kunne kalde sig ”råvildteksperter” - uden at de dog selv gør det.
De har, modsat mange andre selvbestaltede eksperter, gennem flere år frembragt den ene medaljebuk efter den anden.
På det tidspunkt, hvor jeg oprindeligt skrev denne tekst, var de desuden i besiddelse af Danmarksrekorden på 172,2 CIC point (ny danmarksrekord i 2026 på 173,7 CIC point).
På Tåsinge arbejdede man efter en tysk ”opskrift” på råvildtforvaltning, som skulle sikre en sund råvildtbestand og samtidig skabe mulighed for store trofæer.
Jeg har fulgt stort set den samme opskrift med nogle få ændringer, og det ser ud til, at den også virker på bukkene på Sjælland.
Et jagthegn skaber ikke medaljebukke
Jeg kan allerede høre mange sige:
”Nørreskoven på Tåsinge var jo indhegnet, så er det jo let nok ...”
Nej, det er ikke nok at have et jagthegn for at frembringe store bukke. Der skal meget mere til!
En korrekt råvildtforvaltning kræver først og fremmest kendskab til råvildtet.
Vel at mærke et indgående kendskab og ikke blot et overfladisk kendskab til råvildtets levevis.
Derudover kræves mange timers observationer af råvildtet gennem flere år samt sans for og evnen til at kunne sammensætte og gennemføre en meget selektiv afskydning - både på han- og hundyrssiden.
Hvorfor laver alle indhegnede revirer så ikke medaljebukke?
Hvis man stadig tror, at alle kan frembringe medaljebukke, blot de har et jagthegn omkring reviret, vil jeg opfordre disse skeptikere til at kontakte de jordbesiddere eller skytter, som forvalter indhegnede jagtrevirer, og som ihærdigt forsøger at frembringe medaljebukke uden nævneværdige resultater.
Prøv at spørge dem, hvorfor de ikke frembringer den ene medaljebuk efter den anden, når de nu forvalter råvildtet på et indhegnet areal.
For hvis det virkelig er så nemt at lave medaljebukke bag et jagthegn, hvorfor gør alle så ikke det?