Skip to main content

Hvilke bukke skal gemmes

Hvilke bukke skal afskydes, og hvilke skal gemmes?

Det er her, de mange timers, dages – ja, endda års – observationer og fotografering af råvildtet i skoven kommer én til gavn.
For hver enkelt buk skal man nemlig foretage en samlet vurdering ud fra følgende spørgsmål:

  • Kender vi bukken fra tidligere år?
  • Er bukken sund?
  • Går bukken et sikkert sted? (Risiko for påkørsel, afskydning på naborevirer og lignende).
  • Hvor gammel er bukken?
  • Er bukken meget revirhævdende?
  • Har bukken toppet trofæmæssigt?
  • Er det et godt gevirår?
  • Eller ønsker vi fortsat at bevare bukken, så den kan videregive sine gode genetiske anlæg?

Når alle disse forhold er vurderet, træffer man beslutningen om, hvorvidt bukken skal sættes til afskydning eller gemmes mindst ét år mere.

De afbillede 12 bukke på denne side, ville jeg vælge at give et år mere, hvis jeg kun skulle vurdere dem udfra opsatsens størrelse og udseende.

Vejen til flere medaljebukke

Hvis målet med råvildtforvaltningen er at udvikle flere medaljebukke, er det ikke tilstrækkeligt blot at kunne udpege de største bukke på reviret.
Det afgørende er at kunne vurdere, hvilke bukke der har potentiale til at blive endnu større, og hvilke der har nået et tidspunkt, hvor afskydning kan være den rigtige beslutning.

En lovende tre- eller fireårsbuk bør ikke nødvendigvis afskydes, blot fordi den allerede har en stor og flot opsats.
Tværtimod kan det være netop denne buk, der med yderligere et eller to års udvikling bliver en medaljebuk.

Det kræver selvfølgelig tålmodighed, og det kræver, at man kan holde fingeren fra aftrækkeren, selvom der står en flot buk foran én.
Man skal også huske, at en buk, som allerede har opnået medaljeklassen, ikke nødvendigvis skal afskydes.
Hvis den fortsat er sund og stærk, kan der være gode grunde til at lade den leve endnu et år, hvor den samtidig får mulighed for at beslå flere råer.

Det er derfor vigtigt, at man ikke kun vurderer den enkelte buk ud fra opsatsens størrelse her og nu, men også ser på dens alder, udvikling og betydning for den fremtidige råvildtbestand.

Kunsten i at frembringe medaljebukke ligger ikke alene i at vide, hvilke bukke man skal afskyde, men i lige så høj grad i at vide, hvilke bukke man skal lade gå.
Det er netop denne forskel, der kan være afgørende for, om man blot afskyder de bedste bukke på reviret, eller om man gennem en målrettet og langsigtet forvaltning skaber mulighed for flere medaljebukke i de kommende år.