Skip to main content

Vurdering af opsatsens tykkelse

Sådan vurderer du bukkens opsats på afstand

Jeg har tidligere haft meget svært ved at vurdere, om en bukkeopsats, som sad på en levende buk, der eksempelvis stod 100 meter væk fra mig, nu også havde den tykkelse, der er nødvendig for at kunne betegnes som en medaljebuk.

Alle bukkejægere er før eller siden blevet ”skuffede” over trofæets ringe størrelse, når de stod ved den forendte buk, fordi opsatsen så meget større ud i kikkerten, inden skuddet blev afgivet.
Bukke med meget høje opsatser, stort udlæg eller lange sprosser får som regel opsatsen til at se større ud, end den i virkeligheden er.

Som hovedregel vil en bukkeopsats altid virke mindre, når man kommer frem til den forendte buk.

Brug bukkens øje som målestok

For at undgå denne skuffelse – og endnu vigtigere, for at få afskudt de ”rigtige” bukke – findes der en meget nem og simpel metode til at vurdere opsatsens tykkelse, før man beslutter, om bukken skal afskydes eller skånes.
Jeg bruger ét måleredskab til at vurdere opsatsens tykkelse.

Måleredskabet er allerede placeret på bukken – nemlig bukkens øje.
Et bukkeøje har stort set samme størrelse på en toårsbuk som på en seksårsbuk.
Jo yngre bukken er, desto mere ”runde” virker øjnene, mens øjnene på de ældre bukke bliver smallere og synes at trække sig mere ud på siden af kraniet.

Men bukkeøjets vandrette diameter, fra forkant til bagkant af øjenhulen, er stort set den samme på unge som gamle bukke, hvorfor jeg bruger dette som måleparameter.

Hvor tyk skal opsatsen være?

For at en moden buk kan betegnes som lovende eller som en mulig medaljebuk, skal bredden på middelstangen over rosenkransene være mindst lige så stor som – eller større end – bukkeøjets vandrette diameter, målt fra forkant til bagkant af øjenhulen.

Man skal også huske på, at der er en tendens til, at yngre bukke, som godt nok har massen i opsatsen, ikke altid har vægten med sig.
Derfor bliver man også nødt til at skele til bukkens alder, før den afskydes.

Er der tale om en ældre buk, skal man efter min erfaring ikke være så bekymret for, om den også har den optimale vægt i kranie og opsats med sig.

En medaljebuk behøver ikke at blive afskudt

I denne forbindelse vil jeg gerne slå fast, at det ikke er en selvfølge, at en buk skal afskydes, bare fordi den er i medaljeklassen.
Jeg kan sagtens forstå de jægere, som afskyder en medaljebuk, men hvis det er muligt, og man har areal nok, bør man tænke flere år frem og bevare de gode genetiske anlæg, man har i sit jagtområde.

Bukken er formentlig også medaljebuk næste år, ligesom den kan nå at beslå lidt flere råer, inden man vælger at afskyde den.
Husk også på at jagttid er ikke lig med skydepligt.

Vurdering af bastbukke

At vurdere en buks opsatsstørrelse er svært.
Men at vurdere en buks opsatsstørrelse, mens den endnu er i bast, er efter min erfaring nærmest umuligt.
Man kan nemlig ikke se, om opsatsen er tyk på grund af store perler eller andre fremspring, som basten ligger uden på.
Det eneste, man nogenlunde kan regne med, er højden på opsatsen, når man tager højde for bastens tykkelse.
Man bliver derfor nødt til at vente, til bukken har fejet, før man kan foretage en mere sikker vurdering.

Men man kan selvfølgelig altid fornemme, hvor det bærer henad, hvilket gør de daglige observationer endnu mere spændende, indtil de store bukke har fejet.
Men gør det til en vane, at stor bukketrofæer i bast, bliver betydelig mindre i tykkelsen, når basten er fejet af.