Hvordan formerer bregner sig?
En bregne blomstrer ikke og sætter derfor ikke frø, da bregnen er en karplante, som formerer sig ved hjælp af sporer og i nogle tilfælde også ved hjælp af udløbere.
De fleste bregner kræver et miljø, hvor der er en del fugtighed i jorden – i hvert fald en stor del af året.
Nogle bregner lever i vand, men de fleste hører til i fugtige eller let fugtige skove og enge.
Bregner vokser gerne i forbindelse med delvist omsat organisk materiale, f.eks. halvrådne træstammer.
Bregner formeres lettest ved deling af rodknolde, som man kan grave op de steder, hvor de findes i skoven, men man kan også selv sporeformere dem.
De støvsmå sporer findes i sporehusene, og i løbet af juni-august modnes sporene.
Når de modne sporer rammer jorden, vil de spire og danne en lille forkim. Forkimen er udstyret med sæd i et sædhus og æg i et æghus.
Når forkimen bliver fugtig, vil sædcellen svømme over til ægget, og der vil ske en befrugtning.
En helt anden proces, end når vi har med frø at gøre.
Sådan etablerer du flere bregner på reviret
En meget enkel måde, vi jægere kan sporeformere på, er i juli måned at komme i gang med leen eller en buskrydder og lægge de store bregner ned.
Herefter samler man det hele sammen og læsser det på en trailer.
Hvis man vil gøre det rigtig godt, går man i gang med spaden og opgraver også bregnernes rodnet.
Disse hakkes i mindre stykker og læsses også på traileren.
Det sted, hvor man vil etablere de nye bregner, er det en god idé, hvis man tre-fire uger forinden har sprøjtet arealet med Roundup.
Herefter fordeles det ituhakkede rodnet jævnt over skovbunden og dækkes med jord.
Ovenpå fordeles bregnebladene, eventuelt sammen med lidt muldjord.
Der vil så efterhånden komme forkim og senere små mangeløvsplanter.
Bregnerne passer sig selv
Året efter skulle du så gerne have etableret bregner de steder i skoven, hvor du har udført ovenstående proces.
Fremover passer bregnerne sig selv år efter år.
Ørnebregner – fordele og ulemper
Ørnebregner kan være en stor fordel på et råvildtrevir, da de i sommerhalvåret danner tætte bevoksninger, hvor råvildtet kan finde skjul og opholde sig uforstyrret.
Også fuglevildtet kan have glæde af den dækning, som bregnerne giver.
Man skal dog være opmærksom på, at ørnebregnen indeholder naturlige giftstoffer, som kan være skadelige for blandt andet kvæg, heste og får, hvis dyrene æder planten.
Ørnebregnen indeholder desuden stoffet ptaquilosid, som har vist kræftfremkaldende egenskaber i dyreforsøg.
Når det gælder råvildtet, er der ikke dokumentation for, at dyrene under naturlige forhold bliver forgiftet af at opholde sig i eller lejlighedsvis æde ørnebregner.
For råvildtforvalteren er der dog en anden væsentlig ting at være opmærksom på.
Ørnebregnen kan brede sig kraftigt gennem sit underjordiske rodnet og med tiden danne så tætte bevoksninger, at andre planter og urter bliver fortrængt.
Det betyder, at man godt nok får et glimrende skjul til råvildtet, men samtidig risikerer at reducere mængden af de urter og andre planter, som råvildtet foretrækker som føde.
Derfor vil jeg anbefale, at man ikke nødvendigvis forsøger at få ørnebregner til at dække store sammenhængende arealer, men i stedet etablerer mindre områder med bregner, hvor der samtidig er lysninger og plads til anden vegetation.
Målet bør være at skabe et varieret revir, hvor råvildtet både har gode muligheder for at finde skjul og adgang til en varieret føde.