Jagttårne og skydestiger

Hvor må du lovligt opstille skydestiger og skydetårne? Hvilke mål skal de overholde, og hvilke krav gælder for deres placering, i forhold til foderpladser til kronvildt eller f.eks. råvildt? Må jagtstiger og jagttårne stå ude på reviret hele året? Læs også om sikkerhed, forsvarlige skudafstande, anskydninger og få en række praktiske råd til placering og opsætning af skydestiger og skydetårne på dit jagtrevir.

Gode jagtråd om jagttårne og skydestiger

Hochsitze og hochstande er de korrekte navne, på det vi jægere kalder skydestiger og skydetårne og i en mere forenklet version blot kalder - stiger og tårne.
Navnene hochsitz og hochstand stammer fra det tyske sprog, hvor Hochsitz er en fællesbetegnelse for et forhøjet jagtsæde, ofte en forholdsvis enkel konstruktion med stige, mens Hochstand er en større og mere fast konstruktion, med en platform med sider og med eller uden tag.
Kort fortalt er en Hochstand en type Hochsitz, men en betydelig større, tungere og mere permanent konstruktion. En Hochsitz - det vi typisk vil kalde en skydestige – er derfor væsentligt lettere at flytte rundt på reviret end en Hochstand, som bedst kan sammenlignes med et skydetårn.
For enkelhedens skyld bruger jeg i denne artikel betegnelserne skydestiger og skydetårne.
Både under bukkejagten og efterårsjagten på vores hjortevildt, benytter vi jægere skydestiger og jagttårne, hvis vi ikke vælger at pyrsche rundt på reviret, men blot tager ophold på et stød eller sten i skoven.
Uanset hvor man vælger at placere sig på reviret, er der ingen tviv om at man har det bedste overblik, hvis man er hævet fra jorden, hvilket man vil være uanset om man sidder i en skydestige eller skydetårn.
De fleste foretrækker et solidt skydetårn, hvor man hvis det er omkranset af tætte sider, sidder mere beskyttet i dårligt vejr.
Hyggen ved at sidde i et jagttårn og nyde kaffen en frostklar morgen, mens man drømmer om skovens konge (kronhjorten) hvert øjeblik kan træde ud af de tætte graner, kan vi alle forestille os.

Sikkerhed, kuglefang og skydestiger/tårne

På ovenstående billede kunne man fristes til at skyde til et af disse rådyr, MEN er man 100% sikker på man har et sikkert kuglefang?

Der er næppe tvivl om, at sikkerheden omkring kuglefang forbedres, når et riffelskud mod hjortevildt afgives fra en skydestige eller et skydetårn. Når skuddet afgives fra en position hævet over jorden, rettes skudvinklen ned mod terrænet, så jorden i langt højere grad fungerer som et naturligt kuglefang.
Som udgangspunkt gælder, at jo højere jægeren befinder sig, og jo kortere afstanden til dyret er, desto stejlere bliver skudvinklen mod jorden.
Dermed mindskes risikoen for, at et projektil eller fragmenter efter et gennemskud fortsætter over længere afstand og rammer mennesker, dyr eller materiel.
Jeg er ikke i tvivl om, at det relativt begrænsede antal registrerede personskader i forbindelse med riffeljagt blandt andet hænger sammen med, at meget hjortevildt nedlægges fra skydestiger og skydetårne. Men det er formentlig også et udtryk for, at langt de fleste riffeljægere har stor opmærksomhed på sikkerhed – og ikke mindst på kravet om et forsvarligt kuglefang.

1,6 millioner riffelskud og 3 personskader på 11 år

Ifølge statistikken blev der i perioden 2009–2016 anslået, at der blev afgivet omkring 1.050.000 riffelskud i den danske natur. I forbindelse med disse blev der registreret 38 skudskader, 35 materielskader og tre personskader, hvoraf én havde dødelig udgang.

I den efterfølgende periode fra 2017 til 2020 blev det anslået, at der blev afgivet yderligere 600.000 riffelskud. Her blev registreret 36 materielskader, men ingen personskader.

Sammenlagt er der således over en periode på 11 år afgivet mere end 1,6 millioner riffelskud, hvor tre registrerede hændelser resulterede i personskade. Det er et meget lille antal i forhold til det samlede antal skud – men tre personskader er naturligvis stadig tre for mange.

Man skal samtidig være opmærksom på, at et projektil ikke nødvendigvis fortsætter i præcis samme retning efter at have passeret gennem et dyr. Ved træf på eksempelvis kraftige knogler kan projektilet deformeres, fragmentere eller ændre retning. Hvor meget afhænger blandt andet af projektiltype, kaliber, anslagshastighed, skudafstand, træfpunkt og skudvinkel.

Det er derfor ikke tilstrækkeligt at betragte selve dyret som en garanti for, hvor projektilet ender.
Der skal altid være et sikkert og egnet kuglefang bag dyret.

Hvor mange riffelskud der gennem årene er afgivet med utilstrækkeligt kuglefang, kan ingen vide. Jeg er dog ikke i tvivl om, at der også er blevet afgivet skud, hvor man eksempelvis har betragtet skov og bevoksning som kuglefang. Men træer, buske og anden vegetation kan aldrig sidestilles med et sikkert jordkuglefang.

Statistikken bør imidlertid ikke give anledning til falsk tryghed. I samme periode blev der registreret 71 materielskader, og endnu vigtigere fortæller statistikken kun noget om de projektiler, der rent faktisk ramte noget, så der opstod en registreret skade.

En vildfaren riffelkugle bliver jo ikke registreret som en skade, hvis den fortsætter gennem terrænet uden at ramme mennesker, dyr eller materiel. Derfor fortæller skadestatistikken ikke, hvor mange projektiler der gennem årene kan have forladt det tilsigtede skudområde uden at forårsage en registreret skade.

Skydestige (hochsitz)

I bekendtgørelsen defineres en skydestige som ”et sæde på en ikke permanent opstillet transportabel stige”.

En skydestige skal placeres i en træbevoksning, eksempelvis en skov, remise, et læhegn eller en tilsvarende bevoksning. Træerne eller buskene omkring stigen skal have mindst samme højde som skydestigen.

Skydestigens sæde må være placeret højst 5 meter over jorden.

I modsætning til skydetårne må skydestiger også opstilles uden for egentlige skove. De kan derfor anvendes i mindre træ- og buskbevoksninger i det åbne land. Stigen skal opstilles ved et træ eller en busk, men behøver ikke nødvendigvis at læne sig op ad bevoksningen.

En væsentlig betingelse for at anvende en skydestige uden for skov er, at den ikke må have permanent karakter. Den skal således være transportabel og fjernes, når den ikke længere anvendes.

Lovgivningen angiver ikke helt præcist, hvor længe en skydestige kan stå samme sted, før opstillingen må betragtes som permanent. Som udgangspunkt bør den derfor fjernes, når den aktuelle jagtlige anvendelse er ophørt – og under alle omstændigheder ikke stå permanent i terrænet året rundt.

Skydetårn (hochstand)

I bekendtgørelsen defineres et skydetårn som ”en platform på en permanent opstillet konstruktion”.

Skydetårnets platform (gulvareal) må være placeret højst 5 meter over jorden, og gulvarealet må maksimalt være 2 m². Konstruktionen skal være udført af træ eller metal, og tårnets sider må målt fra gulvet og op ikke være højere end 110 cm.

Et skydetårn må forsynes med et fladt eller let skrånende tag. Overdækningen skal være udført af træ eller ikke-reflekterende metal og må som udgangspunkt ikke være større end tårnets gulvareal. Der tillades dog et udhæng på op til 10 cm.

Da et skydetårn er en permanent opstillet konstruktion, gælder der særlige krav til placeringen. Tårnet skal stå i en skov på mindst 0,5 hektar og placeres enten inde i en bevoksning eller i et indre eller ydre skovbryn. Det må samtidig ikke virke skæmmende i landskabet.

Afstanden fra skydetårnet til naboskel skal være mindst 130 meter - medmindre der foreligger en skriftlig aftale med ejeren af naboreviret.

Kort sagt: Hvor en skydestige er transportabel og af midlertidig karakter, er skydetårnet en permanent konstruktion, og derfor stilles der mere specifikke krav til både udformning og placering.

Afstandskrav og sammenhængende revir

Skydetårne og skydestiger skal være placeret mindst 130 meter fra anden ejendom (naboskel).
Skydetårn eller skydestige kan godt placeres tættere end 130 meter til naboskel, men dette kræver en skriftlig aftale med naboen.

Vær i den forbindelse opmærksom på, at det er ejeren af naboreviret, som skal give dig denne tilladelse og ikke dennes jagtlejer.

Vær også opmærksom på, at et areal anses for sammenhængende, uanset at det gennemskæres af vej eller jernbane – forudsat at disse lovligt kan krydses til fods.

Dette betyder altså, at et jagtrevir, der gennemskæres af en motorvej, eller jernbane, som man ikke lovligt kan passere til fods, betragtes som to uafhængige områder.

Landzonetilladelse i forhold til skydetårne

Landzonereglerne er en af hjørnestenene i beskyttelsen af det åbne land.
Som udgangspunkt kræver opførelse af bygninger og andre faste konstruktioner i landzone en landzonetilladelse, men skydetårne er under visse betingelser undtaget fra dette krav, jf. planlovens §§ 36 og 37.

Kort fortalt hænger undtagelsen sammen med, at et lovligt opført skydetårn i skov betragtes som en konstruktion med tilknytning til skovens drift og anvendelse.

Undtagelsen betyder imidlertid ikke, at man frit kan opføre et skydetårn efter eget ønske. For at være omfattet af undtagelsen skal tårnet overholde reglerne om jagt fra kunstige skjul i bekendtgørelsen om udsætning af vildt, jagtmåder og jagtredskaber. Det gælder blandt andet kravene til tårnets placering, højde, størrelse og konstruktion.

Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, at hvis man bygger et tårn, der ikke opfylder kravene til et skydetårn, kan konstruktionen ikke efterfølgende lovliggøres som skydetårn blot ved at kalde den et fugletårn, observationstårn eller noget tilsvarende.

Overholder konstruktionen ikke reglerne for skydetårne, er den heller ikke automatisk omfattet af den undtagelse fra landzonetilladelse, som gælder for lovlige skydetårne. Kommunen må i så fald tage stilling til konstruktionen efter de almindelige regler i planloven.
Det kan naturligvis tænkes, at kommunen efter en konkret vurdering vil give landzonetilladelse til et egentligt fugle- eller observationstårn. Men en sådan tilladelse gør ikke dermed konstruktionen lovlig at anvende som skydetårn.
Vil man anvende en konstruktion til jagt og afgive skud fra den, skal den opfylde de regler, der gælder for jagt fra skydetårne.
Man kan med andre ord ikke omgå reglerne for skydetårne ved blot at give tårnet et andet navn. Det er konstruktionens udformning, placering og anvendelse - ikke navnet - der er afgørende.

Hvad må man skyde, hvornår og med hvilket våben

Fra skydestiger og skydetårne er det tilladt at drive jagt på klovbærende vildt og ræve.
Klovbærende vildt er rådyr, dådyr, krondyr, sika, vildsvin og muflon.
Det er kun tilladt at bruge riflede våben og bue fra skydestiger og skydetårne, hvilket betyder, at du ikke må medbringe et haglvåben, medmindre der er tale om et kombinationsvåben som eksempelvis en drilling, bockbüchsflinte eller lignende.
Du må først medbringe dit våben i skydestigen og skydetårnet en halv time før solopgang og til solnedgang, medmindre du er på jagt eller regulering efter dyr, hvor der gælder andre skydetider. Det kan være tilfældet, hvis de lokale jagttider er udvidet.
Der gælder dog særlige regler for regulering af ræv og andre dyrearter fra skydestiger og skydetårne. Disse regler fremgår af bekendtgørelsen om vildtskader og indebærer kortfattet, at du blandt andet må bruge lovligt opsatte skydestiger og skydetårne til regulering af mårhund og vaskebjørn i tidsrummet fra halvanden time før solopgang til halvanden time efter solnedgang.
Undersøg derfor altid de lokale jagttider for dit jagtareal, før du går på jagt.

Placering af skydestiger eller skydetårne i.f.t. foderpladser

Hvis man fodrer hjortevildt på sit revir, skal man være opmærksom på reglerne om jagt i forbindelse med foderpladser.

Efter jagtlovens § 28 er det ikke tilladt at udfodre vildt med jagt for øje. Vildt må desuden ikke beskydes, når det befinder sig på jorden eller på vandet i umiddelbar nærhed af en foderplads.

Begrebet “umiddelbar nærhed” er ikke defineret i jagtloven som en bestemt afstand i meter. Der kan derfor ikke opstilles en generel regel om eksempelvis 50 eller 100 meter (bemærk særregler for kronvildt).
Det må bero på en konkret vurdering af forholdene, herunder dyrets placering i forhold til foderpladsen og sammenhængen mellem fodringen og den aktuelle jagtsituation. At skuddet afgives fra en skydestige eller et skydetårn ændrer ikke på bestemmelsen.

For råvildt, dåvildt og sikavildt findes der som nævnt ikke en generel regel om, at en skydestige eller et skydetårn skal stå et bestemt antal meter fra en foderplads. Det afgørende er, at fodringen ikke sker med jagt for øje, og at hjortevildtet ikke beskydes i umiddelbar nærhed af foderpladsen.

Det betyder eksempelvis, at man ikke må udlægge roer, majs eller andet foder foran en skydestige eller et skydetårn med det formål at lokke hjortevildtet til foderpladsen for at skyde det.

Særlige regler for kronvildt

For kronvildt gælder der en særlig regel. Kronvildt må ikke fodres med valset korn eller kraftfoder, og anden fodring af kronvildt skal ske mindst 130 meter fra skydestiger og skydetårne, der anvendes til jagt på klovbærende vildt.

Det er altså ikke afgørende, om man har til hensigt at skyde kronvildtet fra den pågældende skydestige eller det pågældende skydetårn. Hvis der er tale om fodring af kronvildt, skal kravet om mindst 130 meters afstand overholdes.

På et revir, hvor der normalt ikke forekommer kronvildt, og hvor en foderplads eksempelvis er etableret til råvildt eller dåvildt, bliver spørgsmålet mere nuanceret, hvis et stykke kronvildt kun lejlighedsvis strejfer forbi og benytter foderpladsen. Reglerne indeholder ikke en særskilt bestemmelse om, at et enkelt eller tilfældigt besøg af kronvildt automatisk gør en foderplads til en foderplads for kronvildt.

Hvis kronvildt derimod regelmæssigt benytter foderpladsen, bør man ikke lægge til grund, at 130-meterreglen kan tilsidesættes alene med henvisning til, at foderet oprindeligt var tiltænkt andre hjortearter. I sådanne tilfælde bør fodringen indrettes, så der er mindst 130 meter til skydestiger og skydetårne.

Kort fortalt: For råvildt, dåvildt og sikavildt findes der ikke en generel fast metergrænse mellem foderplads og skydestige/skydetårn, men vildtet må ikke beskydes i umiddelbar nærhed af foderpladsen, og fodring må ikke ske med jagt for øje. Ved fodring af kronvildt gælder der derimod et konkret afstandskrav på mindst 130 meter til skydestiger og skydetårne/platforme.

Skydebanen er ikke jagt

Når du træner på riffelbanen, så læg særlig mærke til dagens allerførste skud.
Det er dette skud, der bedst fortæller noget om din træfsikkerhed, inden du har fået afgivet fem, ti eller tyve skud og er blevet varm med riflen.
På jagt får du ikke mulighed for først at ”skyde dig ind”.
En flot skudgruppe efter en halv time på banen fortæller noget om dine generelle skydefærdigheder.
Men det første skud fortæller måske endnu mere om, hvad du kan forvente af dig selv på jagt.
Og husk, at det første og de efterfølgende skud på skydebanen afgives under langt mere kontrollerede forhold end de fleste skud til levende hjortevildt.
På skydebanen ved du, hvad der skal ske. Du har tid til at finde en god skydestilling, få styr på vejrtrækningen og koncentrere dig om skuddet. Sidder det første skud ikke perfekt, får du mulighed for at korrigere og skyde igen.
Den mulighed har du ikke på jagt.

Når et stykke hjortevildt pludselig kommer frem, skal mange ting vurderes på ganske kort tid. Dyret skal arts- og kønsbestemmes, afstanden vurderes, kuglefanget kontrolleres og skudvinklen være forsvarlig. Samtidig stiger spændingen og pulsen, dyret er måske i bevægelse – og måske melder bukkefeberen sig.
Midt i alt dette er der én ting, der skal lykkes - det første skud skal sidde rigtigt.

Kend dine egne begrænsninger

Der findes ingen facitliste for, hvor lang afstand man bør skyde til hjortevildt.
Den forsvarlige skudafstand afhænger af jægerens egne skydefærdigheder og den konkrete situation, hvor blandt andet skydestilling, afstand, vind og muligheden for et sikkert kuglefang spiller ind.
Træning på riffelbanen er afgørende. Målrettet og regelmæssig træning giver større sikkerhed og mere stabile skudgrupper – og viser samtidig, hvor grænsen for ens egne skydefærdigheder går.
Jo bedre man kender sine begrænsninger, desto lettere er det også at træffe den rigtige beslutning, når situationen opstår under jagten.
Men der er stor forskel på at ramme en skive under kontrollerede forhold og på at afgive et sikkert og forsvarligt skud til levende hjortevildt.
På jagt får man sjældent den samme tid og ro, og derfor bør skudafstanden altid holdes inden for den afstand, hvor man ved, at man kan afgive et sikkert dræbende skud.

Den selektive jagt

Ved bukkejagt og anden selektiv jagt på hjortevildt er den rigtige placering af skydestiger og skydetårne afgørende. Det bedste sted er ikke nødvendigvis der, hvor man ser flest dyr, men der, hvor man kan komme til skud uden først at afsløre sin tilstedeværelse.
Kender man reviret godt, ved man ofte, hvor hjortevildtet har sine kerneområder, hvor det opholder sig i dagtimerne, og hvilke veksler det benytter på vej mellem eksempelvis dagophold, eftertragtede vildtagre og marker.
Det kan være fristende at placere en skydestige midt i et område med meget vildt, men det er sjældent den bedste løsning. Skal man hver gang bevæge sig gennem dyrenes kerneområde for at nå posten, risikerer man at sætte fært, støde dyrene eller på anden måde gøre dem opmærksomme på, at der er mennesker i området.
En god post, som man ikke kan komme ubemærket til, er i praksis ikke nogen god post.

Ofte er det langt bedre at placere skydestiger og skydetårne i udkanten af kerneområdet og i nærheden af en eller flere faste veksler. Her kan man afvente dyrene, når de naturligt bevæger sig ind eller ud af deres kerneområde, uden unødigt at forstyrre dem der, hvor de føler sig mest trygge.
Vindretningen bør tænkes ind allerede ved placeringen af skydestien eller skydetårnet. Det hjælper ikke meget at have den perfekte skydestige, hvis den kun kan benyttes ved én bestemt vindretning – eller hvis ens fært konstant bæres ind i det område, hvorfra vildtet forventes at komme.
På et godt indrettet revir kan det derfor være en stor fordel at have flere alternative skydestiger/skydetårne omkring de vigtigste områder. Så kan man vælge post efter vindretning, tidspunkt og vildtets aktuelle bevægelsesmønster.
Den bedste skydestige eller det bedste skydetårn er derfor ikke nødvendigvis den, hvor man ser mest vildt – men den, man kan komme til og fra ubemærket, og hvor vildtet kommer naturligt forbi.

Posternes placering ved tryk-, driv- og bevægelsesjagt

Ved tryk-, driv- og bevægelsesjagt stilles der andre krav til placeringen af skydestiger og skydetårne end ved selektiv jagt. Her er det afgørende at kende hjortevildtets veksler og bevægelsesmønstre, når der opstår uro i terrænet.

Hjortevildtet forlader sjældent et område helt tilfældigt. På et revir, man kender godt, vil man ofte vide, hvilke veksler og tætte tykninger hjortevildtet foretrækker, når de bevæger sig væk fra et område hvor de ikke føler sig sikre.

Det er i tilknytning til disse brugte veksler, at skydestiger og skydetårne med fordel kan placeres - men ikke nødvendigvis direkte på selve vekslen. En god placering giver jægeren mulighed for at opdage dyret i god tid, vurdere det korrekt og være forberedt, inden en eventuel skudchance opstår.

Posterne bør ikke placeres ud fra et ønske om at dække det størst mulige område eller kunne afgive lange skud. Tværtimod bør terrænet, vildtets forventede bevægelsesretning og postens placering bevirke, at skudmulighederne bliver korte, overskuelige og kontrollerede.

Allerede ved planlægningen bør man derfor overveje, hvor dyrene forventes at komme, hvor jægeren kan se dem, hvor et skud sandsynligvis vil blive afgivet, og hvad der befinder sig bag dyret. På den måde kan man på forhånd begrænse uhensigtsmæssige skudretninger og skabe gode muligheder for et sikkert kuglefang.

Den gode post på en tryk-, driv- eller bevægelsesjagt er således ikke den, hvorfra jægeren kan skyde på lange hold. Det er den, hvor placeringen giver overblik over vildtets naturlige bevægelse og skaber mulighed for et kort, kontrolleret og sikkert skud med forsvarligt kuglefang.

Skudafstande ved tryk-, driv- og bevægelsesjagt

På mange tryk-, driv- og bevægelsesjagter fastsætter jagtlederen på parolen en maksimal skudafstand til hjortevildt. En sådan grænse angiver alene, på hvor lange hold der højst må skydes på – den fortæller ikke den enkelte jæger, på hvor lange hold vedkommende bør skyde.

Parolen kan eksempelvis fastsætte:

Maks. 100 meter til stillestående hjortevildt
Maks. 60 meter til hjortevildt i bevægelse

Den enkelte jægers egen forsvarlige skudafstand kan være væsentligt kortere. Er du kun sikker på dit skud på 50 meter, er 50 meter din grænse, selv om parolen tillader en længere afstand.
Afstanden er desuden kun én del af vurderingen. Dyrets bevægelse, skudvinkel, mulighed for et rent skud og et sikkert kuglefang skal altid være i orden.
En maksimal skudafstand skal derfor betragtes som en yderste grænse – aldrig som en opfordring til at skyde på denne afstand.
Er du i tvivl, så undlad at skyde.

Når dyret ikke ligger synligt forendt

En anden regel, som med fordel kan fastlægges på parolen, handler om, hvad jægeren skal gøre efter et skud til hjortevildt på en tryk-. driv- eller bevægelsesjagt.
Har du skudt til et dyr, som bevæger sig mod højre, og dyret ikke ligger synligt forendt, bør du ikke skyde til flere dyr, der fortsætter i samme retning.
Det samme gælder mod venstre. Har du skudt til et dyr, der forsvinder mod venstre uden at ligge synligt forendt, bør du ikke skyde til yderligere dyr, som bevæger sig mod venstre.
Dette betyder, at der fra den enkelte post højst bør være ét uafklaret skud i hver retning.
Det har stor betydning for den efterfølgende kontrol og eventuelle schweisseftersøgning, da jægeren langt bedre kan redegøre for, hvilket dyr der blev skudt til, hvor det stod, skudretningen og i hvilken det forsvandt.
For den reg schweisshundefører giver det væsentligt bedre arbejdsbetingelser – og vigtigst af alt øger det muligheden for, at hvert eneste dyr, der er afgivet skud til, bliver kontrolleret eller eftersøgt, når der er den mindste tvivl om dyret er ramt eller ej.
På tryk-, driv- eller bevægelsesjagt handler god skuddisciplin ikke om at få afgivet flest mulige skud. Den handler om at have kontrol over hvert eneste skud, man afgiver.

Markering af anskudssted og flugtretning

Hvis du på en tryk-, driv- eller bevægelsesjagt har skudt til et dyr, som ikke ligger synligt forendt, og du ikke får mulighed for at tale med schweisshundeføreren, inden du forlader posten, er det vigtigt, at du efterlader tydelige og entydige markeringer.

Markér først det sted, hvor dyret stod, da skuddet blev afgivet med en enkeltmarkering - det formodede anskudssted.
Placér herefter en dobbeltmarkering nogle meter derfra, i den retning dyret flygtede.

På den måde kan schweisshundeføreren både finde anskudsstedet og få info om den observerede flugtretning.

En enkeltmarkering ved anskudsstedet.
En dobbeltmarkering nogle meter derfra, som anviser flugtretningen.

Man kan også anvende to forskellige farver til markeringerne, f.eks. rød ved anskudsstedet og et gult i flugtretningen.
Men hvis jægeren i forvirringen får byttet rundt på de farvede markeringsbånd og får sat et gult markeringsbånd ved anskudsstedet og et rødt markeringsbånd ved flugtretningen, viser det dyrets flugtretning i modsat retning - hvilket ikke gør arbejdet nemmere for den reg. schweisshundefører.
Derfor anbefaler jeg samme type/farver markeringsbånd, ved en enkeltmarkering på anskudsstedet og en dobbeltmarkering som viser dyrets flugtretning.
Beregn ca. 1 meter markeringsbånd til hver markering, så de er tydelige og nemme at se på afstand.

Hvis der ikke på forhånd ligger markeringsbånd ved alle skydestiger, skydetårne eller poster, skal jagtlederen selvfølgelig sørge for, at alle jægerne får dem udleveret, opfulgt af en mundtlig vejledning i brug af disse, inden jægerne bliver sat på post.

En præcis markering af anskudssted og flugtretning kan spare schweisshundeføreren for værdifuld tid – og i sidste ende være afgørende for, hvor hurtigt et anskudt dyr bliver fundet.